Så lykkedes det. Det har kostet blod, sved og tårer - og en hård omgang armlægning med selveste præsident Donald Trump som indpisker. Men i de tidlige morgentimer fik republikanerne banket en stor lovpakke igennem Repræsentanternes Hus med stemmerne 215-214. 

Trump havde nok håbet, at de finansielle markeder ville tage godt imod denne plan. For sammen med nye store dereguleringer, skal pakkens skattelettelser sætte gang i økonomien.

Men de finansielle markeder synes slet ikke, at lovpakken er stor og smuk. Stor måske. Men hvor skattelettelser til de rigeste normalt vækker begejstring, synes de finansielle markeder, at denne pakke er tudegrim. Aktierne er faldt, og renterne er steget - igen.

Pakken indeholder alle Donald Trumps politiske prioriteter og vil også hæve loftet over USAs gæld med 4.000 milliarder dollar til 40.000 milliarder dollar. Så burde Trump slippe for den politiske kamp i hvert fald de næste par år. 

Der er en lang række skattelettelser. Milliarder af dollar til grænsebevogtning og forsvaret. Og så det, som Trump helst ikke vil tale så meget om: gigantiske nedskæringer i det sociale sikkerhednet. Det er en pakke, der vil forøge den i forvejen store ulighed i USA.

Centralt er en forlængelse af Trumps skattelettelser fra 2017. Men også et forsøg på at indarbejde Trumps løfter fra valgkampen om at fjerne skat på drikkepenge, overarbejde, folkepension og højere fradrag for ejendomsskatter. Der er et højere grundfradrag og øgede fradrag for børnefamilier.

Det koster yderligere hundredvis af milliarder dollar.

Der er også besparelser i pakken. Sundhedsprogrammet for de fattigste, Medicaid, bliver ramt af nye krav, der vil presse omkring otte millioner amerikanere ud af programmet, som anvendes af 79 millioner i dag. De vil så stå uden sygeforsikring. De samme grupper vil blive ramt af strammere krav til den fødevarehjælp, som 43 millioner amerikanere modtager. 

Loven vil også omgøre de eftergivelser af studielån for op mod 300 milliarder dollar, som Biden har gennemført. Før Biden greb ind lå restanceraten på omkring ti procent for studielån og dermed langt højere end for andre lånetyper.

Støtte til opførelsen af vedvarende energi vil nu forsvinde fra 2028, og støtten til elbiler fjernes. Der kommer en ny skat på universiteter. Pakken forsøger at afvikle de fleste af Joe Bidens politiske sejre. Dertil kommer Trumps told, der er en skat på amerikanske forbrugere.

Ingen kender konsekvensen

Ingen ved, hvad den samlede effekt af lovpakken på over 1.000 sider bliver.

Det uafhængige Kongressens Budgetkontor (CBO) har ikke haft mulighed for at lave beregninger på det hele, da der er foretaget ændringer helt op til afstemningstidspunktet. Altså ved ingen heller, hvad der rigtigt står i lovpakken og dermed heller ikke, om der opstår samspilsproblemer, der giver utilsigtede konsekvenser.

I skattepakken fra 2017 var der eksempelvis nogle nye regler, der gjorde det fordelagtigt for amerikanske selskaber at fusionere sig til at blive skattehjemmehørende i Irland og flytte produktionen hertil. I marts stod Irland for mere end 60 procent af EUs samlede overskud på varehandlen med USA.

Senatet skal nu fastlægge sin egen version af pakken, og så skal de to versioner af lovpakken sammenskrives og vedtages i begge kamre. 

Intet er givet, før pakken lander på Trumps bord, for der er hårde kampe mellem de konservative, der vil have større besparelser, og de moderate, der frygter de politiske konsekvenser af store nedskæringer.

Stinkbomben lander

Nervøsiteten i de finansielle markeder blev forstærket onsdag af en svag auktion over nye 20-årige amerikanske statsobligationer, hvor efterspørgslen var mindre end forventet. Markedsrenten bestemmes af udbud og efterspørgsel. Når kursen falder, stiger renten.

Det kommer efter, at kreditvurderingsbureauet Moody's i fredags løftede en advarende pegefinger ved at nedjustere USAs kreditværdighed. En sådan nedjustering skaber ikke nødvendigvis en hurtig markedsreaktion i sig selv, men forstærker en underliggende tendens.

Når Trump kræver hurtige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank skyldes det ikke kun for at få gang i økonomien som modvægt til de negative kræfter fra toldmuren og den store usikkerhed om fremtiden, som Trumps andre politikker medfører.

Lavere officielle renter vil - på papiret - modvirke den dybt uansvarlige finanspolitik, som Trump og republikanerne i Kongressen fører. For lavere officielle renter vil have en direkte og hurtig indvirkning på USAs renteudgifter.

Renteudgifterne nærmer sig med raketfart helt ufattelige 1.000 milliarder dollar om året og dermed snart halvdelen af det løbende underskud.

Det er i stadig større grad amerikanske investorer, der køber obligationerne, så den gode nyhed er, at de fleste af statens renteudgifter dukker op som renteindtægter hos ikke mindst pensionskasserne og bankerne, der har store beholdninger af statsobligationer.

Det gør bare ikke så meget for den finanspolitiske holdbarhed.

De seneste par år har USA udstedt mest gæld med helt kort rentebinding, hvilket har samme effekt som, når danske boligejere vælger et F-kortlån. Det betyder, at renten svinger meget. På den måde får man en høj renterisiko - men hvis den officielle rente falder, venter der også en vigtig rentegevinst forude.

USA har udstedt obligationer med en rentebinding på under et år for mere end 8.500 milliarder dollar. På disse betaler USA lige nu en rente på mellem 4,35 for de helt korte lån og 4,13 for lån med 12 måneders rentebinding. Hvis vi regner med en gennemsnitlig rente på 4,25 procent, betaler USA omkring 360 milliarder dollar i rente på disse lån.

Men hvad nu hvis, at man kan tvinge centralbanken til at sætte renten markant ned fra de nuværende 4,5 procent til to procent? Så vil man inden for et år have reduceret rentebetalingerne på denne del af gælden med op mod 200 milliarder dollar. Det er altså store beløb, der er på spil.

Men det er bare slet ikke sikkert, at USA som helhed vil opleve en rentebesparelse ved en sådan manøvre. For hvis centralbanken ser stort på inflationen og bare sætter renten ned, vil dollaren falde kraftigt i værdi, og investorerne vil kræve endnu højere renter på de længere statsobligationer for at købe dem.

Hvad Trump vinder i den korte ende, kan han altså ende med at miste i den lange ende af rentekurven. Dertil kommer, at en sådan politik vil føre til store fald i aktiemarkedet. Det vil også virke som en stramning af de finansielle forhold for virksomhederne og give tab i amerikanernes opsparing.

Liz Truss-genfærdet viser sig

De finansielle markeder frygter, at USA nærmer sig et Liz Truss-øjeblik, opkaldt efter den tidligere britiske premierminister, hvis planer om store ufinansierede skattelettelser førte til en eksplosion i de britiske statsrenter og et kollaps i pundets værdi.

Storbritannien betaler fortsat de højeste renter i den vestlige verden for at låne penge i ti år med en rente på 4,8 procent. USA nærmer sig med en rente på 4,6 procent. Renten på USAs 30-årige statslån er nu over fem procent og er -bortset fra et par dage i 2023 - på det højeste niveau siden 2007.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er Trump, der har været uansvarlig. USA havde faktisk overskud på de offentlige finanser, da Bill Clinton var præsident. Men den yngre Bush lavede store skattelettelser, samtidig med, at han udvidede det sociale sikkerhedsnet og begyndte krige, der har kostet USA over 8.000 milliarder dollar.

Til gengæld var Bush den sidste præsident, der har forsøgt at bringe folkepensionen tilbage på holdbar kurs. Men demokraterne ville dengang ikke være med til at lade pensionsmidler blive investeret i aktiemarkedet. Havde man sat 10.000 dollar i aktiemarkedet dengang, ville det med den faktiske kursudvikling i dag være blevet til 55.000 dollar.

Barack Obama blev lagt i en finanspolitisk spændetrøje af den republikanske kongres. Trump gennemførte de store skattelettelser i 2017, men gjorde intet for at bremse udgifterne. Både han og Joe Biden pumpede coronapenge ud i økonomien, og Biden fik gennemført store forhøjelser af børnepengene og tre store investeringspakker, der også stod til at forøge underskuddene markant. Ingen har gjort noget for at sikre en langsigtet holdbarhed.

Men Trump har i denne omgang kombineret en historisk uansvarlighed i finanspolitikken med en politik i forhold til resten af verden, der har undergravet dollarens rolle som reservevaluta samtidig med, at Trump er lykkedes med at gøre sig uvenner med stort set alle.

Derfor bliver det primært amerikanske investorer, der kommer til at skulle finansiere USAs statsgæld. Det kan blive rigtig dyrt.

Kongressens Budgetkontor vurderer, at underskuddene på statsfinanserne fremover - uden den nye lovpakke - ville være på fem til syv procent af BNP. Det er vel og mærke en prognose, der bygger på en forventning om pæn økonomisk vækst og høj beskæftigelse.

Nu bliver det endnu større. Hvis der kommer et økonomisk tilbageslag, vil det give et endnu større underskud.

Det har længe været klart, at dollaren og USAs statsgæld er Trumps største akilleshæl.

Nu ser vi en proces, der kan ende i en amerikansk gældskrise. For hvem rækker bøllen en hjælpende hånd, hvis den amerikanske krise kan inddæmmes til USA? De europæiske myndigheder gør klogt i hurtigt at lægge en plan for at håndtere et sådant scenarie. Det bliver en varm sommer.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

De 27 EU-lande skal kunne forbyde, at offentlige udbud lander i hænderne på ikkeeuropæere.

Det lægger EUs kommissær for industri og det indre marked, Stéphane Séjourné, op til i en ny plan, der skal vægte »køb europæisk«-dagsordenen som et svar mod Donald Trumps told- og handelskrig mod resten af verden.

»Der er en vilje til at forblive et kontinent, som eksporterer internationalt, og på samme tid være oplyst og mindre naiv om strategiske sektorer,« siger Stéphane Séjourné til den britiske finansavis Financial Times.

Derfor skal EU-landene kunne forbyde udenlandske, altså ikkeeuropæiske, virksomheder at byde på offentlige vare- og tjenestekontrakter, hvis EU-Kommissionens ændringer går igennem til næste år.

I øjeblikket forhindrer både EUs egne regler og aftalerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO), at man favoriserer lokale leverandører.

Ændringerne er en del af en større plan fra EU-Kommissionen om at harmonisere reglerne på tværs af EU, blandt andet inden for e-handel og finansielle tjenester, samt at kunne bruge arbejdskraft fra andre EU-lande.

Stéphane Séjourné, der er tidligere udenrigsminister i Frankrig og en nær allieret af præsident Emmanuel Macron, har længe talt for, at Europa skal stå mere selvstændigt, og han ser det som »første skridt«, at europæiske leverandører får forrang.

Uafhængighed af teknologigiganterne

Ud over handel har Donald Trumps magtovertagelse i USA øget opmærksomheden på at skabe uafhængighed af amerikanske teknologigiganter og sikre, at data ligger i Europa, og at privatlivets fred sikres.

EU overvejer derfor også at indføre et »køb europæisk«-krav i den kommende lovgivning om den digitale infrastruktur. Som beskrevet af Berlingske sidder fem amerikanske giganter på afgørende vigtige og ekstremt markante dele af den danske og europæiske digitale infrastruktur, selv om der findes europæiske alternativer.

Amazon Web Services, Microsoft, Google, IBM og Oracle sad ifølge analysehuset IDC i 2019 på 81 procent af al infrastruktur til »cloud computering« – altså servere, lagerplads og netværksressourcer, som virksomheder, myndigheder og enkeltpersoner lejede sig ind på. I første halvår af 2024 var andelen vokset til 87 procent.

For hele Europa voksede de fems markedsandel fra 74 procent i 2019 til 80 procent i første halvår af 2024.

En opgørelse fra EU-Kommissionen tidligere i år viser, at det beløb, som bruges på offentlige indkøb af digital infrastruktur, udgør »omkring 14 procent af EUs bruttonationalprodukt«.

»På teknologiområdet er vi meget, meget afhængige af amerikanerne. På råmaterialer er vi 100 procent afhængige af kineserne. Det er sektorer, hvor vi i den nuværende geopolitiske situation ikke ønsker, at fremtidige generationer skal klandre os for ikke at have handlet,« siger Stéphane Séjourné.

Storbritannien forsøger at sikre sig opbakning hos verdens største økonomier til at sænke prisloftet på russisk olie for at lægge yderligere pres på Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»Pres på Ruslands krigsmaskine er nu mere nødvendigt end nogensinde,« lyder det i en udmelding fra det britiske finansministerium ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.

G7-landene omfatter Storbritannien, USA, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada og Japan.

Prisloftet skal forhindre Rusland i at skaffe midler til at føre krig i Ukraine ved at begrænse, hvad Rusland kan sælge sin olie til, samtidig med at det forhindrer, at de globale oliepriser skyder i vejret. Prisloftet blev indført blandt mange andre sanktioner mod Rusland efter invasionen 24. februar 2022 og betyder, at vestlige selskaber kun kan forsikre og transportere olie fra Rusland, hvis olien er blevet købt til en pris, der lige nu ikke må overstige 60 dollar pr. tønde råolie.

Den britiske finansminister, Rachel Reeves, ønsker, at G7-lande »rykker hurtigt for at sænke prisloftet på 60 dollar på russisk rolie«. Samtidig opfordrer hun til, at G7-landene står samlet om at sikre »en retfærdig og varig fred« i Ukraine.

Der er vedtaget omfattende, internationale sanktioner mod Rusland som følge af krigen i Ukraine. Rusland forsøger konstant at finde smuthuller og sikre sig penge til at føre krig for.

Nye sanktioner mod russisk skyggeflåde

Rusland har opbygget en såkaldt skyggeflåde af gamle og udrangerede tankskibe, som med ofte ukendte forsikringsselskaber og ejere, sejler sanktionsramt russisk olie og gas rundt til lyssky købere. Skyggeflåden, hvis aldrende skibe udgør en stigende miljørisiko, har sikret en pengestrøm til den russiske krigskasse.

Med USA og EU i spidsen bliver stadigt flere af skibene fra skyggeflåden sat på de internationale sanktionslister, så de ikke kan anløbe vestlige havne. EU har lige nu næsten 350 skibe på sin sorte liste.

EU og Storbritannien meldte 20. maj ud om nye sanktioner mod den russiske skyggeflåde. 189 skibe bliver omfattet af sanktioner, og en række personer og selskaber får indefrosset deres værdier og får indrejseforbud.

Ifølge de ukrainske myndigheder omfatter skyggeflåden omkring 500 skibe. Kreditvurderingsinstituttet S&P Global vurderer sammen med tænketanken Kyiv School of Economics Institute, at flåden udgøres af flere end 400 skibe, der kan transportere olie eller produkter lavet af olie, som diesel og benzin.

Lige nu står omkring 2.400 personer, myndigheder, banker og organisationer på EUs sanktionsliste.

Der er ingen tvivl om, hvem erhvervsminister Morten Bødskov (S) giver skylden for, at danske virksomheder drukner i bureaukrati.

Det er ikke ham selv eller Folketinget, nej, det er EU-systemet, der ved adskillige lejligheder har fået retoriske tæsk af den garvede socialdemokrat for at sove i timen og indføre for meget unødvendig lovgivning.

For Socialdemokratiet er det den vigtigste politiske dagsorden at sikre virksomhedernes konkurrenceevne, fortalte Morten Bødskov til Berlingske onsdag.

Derfor kan det overraske, at erhvervsministeren nu forsvarer et af de EU-direktiver, som erhvervslivet er allermest træt af.

CSDDD, som står for Corporate Sustainability Due Diligence Directive, pålægger europæiske virksomheder at registrere og indberette deres forsyningskæder.

Den danske emballagevirksomhed Berrifine har tidligere sagt til Berlingske, at direktivet er »absurd« og »smadrer deres konkurrenceevne«.

Tyskland og Frankrig vil afskaffe direktivet, fordi det ifølge både forbundskansler Friedrich Merz og præsident Emmanuel Macron skader europæiske virksomheders muligheder for at klare sig på det globale marked.

På et møde i Bruxelles slår Morten Bødskov dog torsdag fast, at den danske regering ikke har nogen ambition om at droppe kravene.

»Vi er med på, at vi skal finde veje til at gøre vores regulering bedre, mere smidig og mere håndterbar også for vores virksomheder. Men vi skal også huske, at vi har vigtige mål, som er sat for den grønne omstilling,« siger erhvervsministeren ifølge Ritzau.

Direkte kurs mod isbjerget

Berlingske har ved flere lejligheder interviewet Morten Bødskov om den voksende mængde bureaukrati, der ifølge ham og regeringen står i vejen for Europas erhvervsliv.

Han har blandt andet givet EU skylden for, at Danmark taber grønne arbejdspladser til USA og Kina.

Han har så sent som i februar argumenteret for, at EU skal udskyde og fjerne over halvdelen af kravene til virksomhederne.

Og han har lovet at bremse al lovgivning fra EU, der ikke styrker danske virksomheders konkurrenceevne.

Derfor undrer det Liberal Alliances medlem af Europa-Parlamentet, Henrik Dahl, at Morten Bødskov nu forsvarer en af de mest »ødelæggende regler for erhvervslivet«.

»Det er direkte uansvarligt. EU har direkte kurs mod isbjerget, men regeringen vælger at holde farten og retningen. Den absolut vigtigste opgave disse år er at styrke EUs konkurrenceevne – hvis ikke det lykkes, har vi ingen muskelstyrke mod USA og Kina,« siger han og fortsætter:

»SVM-regeringen gør sig selv til en del af problemet og ikke en del af løsningen, når den nægter at fjerne CSDDD.«

Jubel på venstrefløjen

Erhvervsministerens udmelding høster til gengæld store roser fra SF, der kalder det »virkelig positivt«, at den danske regering står fast.

»Hvis vi vil sikre os, at vores varer er produceret under miljømæssigt og etisk forsvarlige forhold, så er det helt afgørende, at vi holder fast i lovgivningen,« siger partiets medlem af Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen.

Også Moderaternes repræsentant i Bruxelles, Stine Bosse, glæder sig over Morten Bødskovs forsvar for bureaukratiet.

Hun »insisterer på«, at alle husker, hvorfor man lavede direktivet i første omgang.

»Lovgivningen er er med til at sikre, at vi holder fast i netop de bæredygtige ambitioner, og den er med til at sikre transparens, så virksomheder, der træffer grønne og gode beslutninger, belønnes for det,« siger hun.

Stine Bosse mener sagtens, at man kan skære i bureaukrati og gøre det lettere at drive virksomhed uden at »smide lovgivning i skraldespanden«.

»Desuden er et fælles regelsæt med til at sikre, at de samme regler gælder for alle virksomheder i hele Europa i stedet for at have 27 forskellige slags regelsæt, som for alvor ville være skadeligt for konkurrenceevnen,« siger hun.

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra Morten Bødskov.

Vestas-aktien får torsdag morgen klø på den københavnske fondsbørs og falder med cirka fem procent.

Det sker, efter at Bloomberg ifølge MarketWire kan fortælle, at de amerikanske regler for skatterabatter til investeringer i grøn energi ifølge nyt lovforslag skal udfases tidligere end ventet.

Hidtil har oplægget været, at de skattefordele, som virksomheder kunne opnå i forbindelse med byggeri af anlæg til vedvarende energi, skulle udløbe i 2032.

Men det nye udkast af lovforslaget siger angiveligt, at fradragene under den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA) skal stoppe allerede i 2029.

- Det svarer sandsynligvis til en hård nedlukning af IRA, vurderer James Lucier, administrerende direktør i forskningsgruppen Capital Alpha Partners, til Bloomberg ifølge MarketWire.

IRA blev vedtaget under præsident Biden og var en ordning, der skulle sparke liv i den amerikanske produktion af grøn energi.

Ordningen tilbyder skattefordele til selskaber, der opfører blandt andet vindenergi, og derfor besluttede Vestas at investere et trecifret millionbeløb i sine fabrikker i Colorado i forventning om at få flere amerikanske ordrer.

Og selv om Vestas allerede har mærket positiv effekt af ordningen og har mange amerikanske ordrer i bogen til de kommende år, så ser fremtiden altså knap så lys ud på det amerikanske marked, som den har gjort.

Også Ørsted rammes af nyheden fra USA. Aktien falder med godt tre procent fra morgenstunden.

/ritzau/MarketWire

God morgen og velkommen til torsdag morgens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

• Børsselskaber mangler yngre bestyrelsesmedlemmer
• Nyt handelsudspil fra EU til USA
• Tidligere topchef begræder kapitalfonds opkøb af TDC: »Det er rent ud sagt en sørgelig udvikling«
• Bitcoin rammer rekordhøjde

Men vi begynder med uroen på børsmarkederne.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Markante børsfald efter Trumps skatteplaner

Nye, markante fald ramte onsdag de amerikanske børser, og det fortsætter torsdag morgen i Asien.

Det skyldes især, at Donald Trump er i gang med at få sin store lovpakke igennem Kongressen. Pakken vil indeholde skattelettelser, der øger USAs gæld, hvilket skaber utryghed blandt investorerne.

Det fik i går de tre store amerikanske børsindeks til at falde med op til 1,91 procent

Samtidig steg renten på 30-årige statsobligationer til over fem procent, det højeste i 18 måneder, mens renten på 10-årige statsobligationer – ofte omtalt som verdens vigtigste rente – onsdag aften lå på 4,59 procent, skriver Financial Times og norske E24.

Uroen er forstærket af, at kreditvurderingsinstituttet Moody's forleden nedjusterede USAs hidtidige topvurdering.

De asiatiske børser lå bredt torsdag morgen omkring klokken 6.30 i minusser med japanske Nikkei i -1,17 procent, kinesiske Hang Seng i -0,55 procent, sydkoreanske Kospi i -1,35 procent og australske ASX-200 i -0,58.

Det skriver vi om

1. Tidligere topchef begræder kapitalfonds opkøb af TDC: »Det er rent ud sagt en sørgelig udvikling«

TDC står over for en dyster fremtid, efter at en australsk kapitalfond er ved at overtage majoriteten i den danske telekoncern, mener den tidligere TDC-topchef Henning Dyremose. Ifølge ham opstod problemerne for knap 20 år siden, da der en forårsdag i 2005 blev taget en kontroversiel beslutning om fremtiden for TDC. Læs historien her.

2. Der er et råd, Margrethe Vestager altid giver til ambitiøse unge: »Det er en superregel«

Vi gav et af de mest lysende talenter på årets Talent 100-liste mulighed for at udpege sit karriereidol. Kvantefysikeren Maria Danø Hoffmann pegede på Margrethe Vestager, og vi satte dem sammen til en fælles karriererådslagning. Om tidsoptimisme, eksamenskarakterer og et godt råd, der kan bruges i alle livets aspekter. Læs historien her.

Det bør du også læse

»Boliger går som varmt brød.« Disse boliger handles mest

Danskerne er vilde med at handle boliger. Se hvor og med hvilke boligtyper, der handles mest på boligmarkedet lige nu. Læs historien her.

Det skriver andre medier om

1. Børsselskaber mangler yngre bestyrelsesmedlemmer

Mangelen på yngre bestyrelsesmedlemmer kan koste de store, børsnoterede virksomheder i C25-indekset dyrt, fordi det kan hæmme virksomhedernes evne til at træffe dynamiske og innovative beslutninger. Sådan advarer Tobias Petri, toprådgiver og partner i den internationale konsulentvirksomhed Heidrick & Struggels, over for Finans. I gennemsnit ligger C25-bestyrelserne 63 procent under den optimale aldersfordeling, viser en analyse fra PwC. Flere bestyrelsesformænd mener dog ikke, at der er et problem.

2. Nyt handelsudspil fra EU til USA

EU har fremlagt et nyt handelsudspil til USA i forsøget på at nå en aftale, der kan standse handelskrigen, skriver nyhedsbureauet Bloomberg. Udspillet omfatter internationale arbejdsrettigheder, miljøstandarder, økonomisk sikkerhed og en gradvis reduktion af toldsatserne til nul på begge sider for ikke-følsomme landbrugsprodukter samt industrivarer. Samtidig går det på gensidige investeringer og strategisk satsning på energi, kunstig intelligens og digitalisering. EU-Kommissionen vil ikke kommentere sagen, men de 27 EU-lande har planer for straftold for 95 milliarder dollar på amerikansk eksport. Lige nu er der 90 dages våbenhvile, mens der forhandles.

3. Bitcoin rammer rekordhøjde

Verdens største kryptovaluta bitcoin steg onsdag til det højeste nogensinde. Kursen nåede 109.760,08 dollar efter en stigning på 1,1 procent. Stigningen skyldtes afspændingen i handelskrigen mellem USA og Kina samt kreditvurderingsinstitutet Moody's nedjustering af USAs kreditværdighed, hvilket har fået investorerne til at søge alternative investeringer til den amerikanske dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det har også bidraget, at den normalt kryptoskeptiske topchef for investeringsbanken JP Morgan, Jamie Dimon, åbnede for, at bankens kunder kan købe bitcoins, ligesom kryptovalutabørsen Coinbase tidligere på måneden blev optaget i S&P 500-børsindekset.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

• Dow Jones: -1,91 procent
• S&P 500: -1,61 procent
• Nasdaq: -1,41 procent

Asien – indeks torsdag kl. 7.15:

• Japan Nikkei: -1,00 procent
• Hongkong Hang Seng: -0,66 procent
• Kina CSI Shanghai: +0,00 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtigt god torsdag!

Fatalt og en kæmpe fejl.

Så kontant lyder dommen fra den mangeårige og engang altdominerende topchef i TDC, Henning Dyremose, om en afgørende beslutning, som den daværende bestyrelse i TDC traf for næsten præcist 20 år siden.

Et valg, der – ifølge Dyremose – stadig kaster lange skygger og i dag gør det muligt for en australsk kapitalfond at splitte TDC helt fra hinanden og sætte punktum for 146 års dansk telehistorie.

Den tidligere konservative topminister mener, at det var helt centralt, at TDC-bestyrelsen i foråret 2005 valgte at fjerne et værn, som var sat op for at beskytte mod en overtagelse af teleselskabet.

Ifølge ham ændrede det alt for TDC. Virksomheden ville have set helt anderledes ud i dag, hvis ikke en række kapitalfonde siden udnyttede det manglende værn og overtog kontrollen.

»Jeg havde gerne set TDC blive som Mærsk og Novo Nordisk frem for en lille bitte virksomhed, der snart kan blive splittet yderligere op. Jeg synes, det er meget trist det, vi ser nu,« siger Henning Dyremose.

Han taler med Berlingske i forbindelse med sin nye erindringsbog »Men statsminister blev jeg ikke«, som han har fortalt til journalisten Trine Munk-Petersen.

Mange skurke

I bogen fralægger Dyremose sig ethvert ansvar for det forløb, der har gjort TDC til en skygge af fortidens storhed.

I stedet udpeger han flere skurke som daværende TDC-formand Thorleif Krarup, socialdemokraterne Poul Nyrup og Mogens Lykketoft, ligesom han mener, at de kapitalfonde, der købte TDC i 2005, snød ham i forløbet.

Han er heller ikke i tvivl om, at TDC går en dyster fremtid i møde, efter at den australske kapitalfond Macquarie for nylig meldte ud, at de nu kommer til at overtage den engang så dominerende danske virksomhed. Australierne har siden 2018 ejet halvdelen af TDC, men kommer snart til at sidde på alle aktierne, da ATP, PFA og PKA planlægger at sælge deres aktiepost.

Men først til fortiden og de første måneder af 2005.

Dengang var TDC en stor børsnoteret dansk virksomhed med et omfattende netværk af selskaber i Europa. TDC havde store forretninger i lande som Tyskland, Polen og Schweiz og var Danmarks femte største virksomhed målt på omsætning.

På toppen af det hele sad Henning Dyremose – den tidligere konservative finansminister og i en kort periode også leder af De Konservative, indtil han tabte en magtkamp til Hans Engell.

Opkøb i Europa

Dyremose forlod siden politik og kom til TDC i 1998.

Her ændrede han fundamentalt strategien i den danske virksomhed. Tidligere havde TDC en række mindre aktieposter i selskaber i mange europæiske lande, men nu skulle TDC sidde på majoriteten og kontrollen i televirksomheder på en række væsentlige europæiske markeder.

Det var det arbejde, som TDC-ledelsen havde været igennem, da værnet mod en overtagelse var på vej til at blive afskaffet i 2005.

For godt nok var TDC en af Danmarks mest værdifulde selskaber på børsen, men aktiekursen afspejlede langtfra de værdier. Flere kapitalfonde havde i fortrolighed regnet det ud, men de kunne ikke overtage televirksomheden.

Årsagen var en særlig stemmeretsbegrænsning, som TDC havde fået skrevet ind i vedtægterne, da selskabet i 1994 blev privatiseret.

Det betød, at uanset hvor mange aktier man ejede, kunne ingen aktionær opnå mere end 9,5 procents indflydelse.

Striber af købstilbud på TDC

Men tiderne var ved at skifte.

Stemmeretsbegrænsninger i børsnoterede selskaber var udemokratiske og forældede, mente man blandt andet i ATPs hovedsæde i Hillerød.

Topchefen for Danmarks største pensionskasse, Lars Rohde, talte for at afskaffe begrænsningerne i flere danske virksomheder. Hans synspunkt blev efterhånden delt af TDCs formand, Thorleif Krarup, skriver Dyremose i sin bog.

Krarup selv afviser over for Berlingske at kommentere Dyremoses udlægning af forløbet. Ved generalforsamlingen i marts 2005 blev begrænsningen afskaffet.

Ifølge Dyremose var det det samme som at opfordre alle til at byde på TDC, og kort efter strømmede henvendelserne ind, fremgår det af hans erindringsbog.

I august 2005 kunne den amerikanske avis The Wall Street Journal fortælle om to konsortier af kapitalfonde, som var interesseret i at købe TDC. Spekulationer blev stadigt flere, og på et tidspunkt blev også den schweiziske konkurrent Swisscom nævnt som mulig køber.

I oktober modtog bestyrelsen to fortrolige bud fra forskellige grupper af kapitalfonde. Budene lå langt over aktiekursen, og bestyrelsen indså, at TDC nu var på vej ind i en egentlig salgsproces. Fondene blev inviteret til TDC-rådgiver Goldman Sachs kontorer i London, hvor TDC-ledelsen ankom med forskellige fly og fra forskellige lande, for at pressen ikke skulle opdage noget.

Berlingske kunne dog dagen efter fortælle om mødet i London, og et salg af TDC blev hurtigt det store samtaleemne.

Fondene hævede deres bud flere gange internt og advarede samtidig bestyrelsesmedlemmerne: Hvis de ikke gik i forhandlinger, kunne de blive mødt med erstatningskrav fra de amerikanske aktionærer, der havde mulighed for at købe TDC-aktier gennem dobbeltnoteringen i New York.

Dramatisk overtagelse

Den 30. november bød Nordic Telephone Company – en sammenslutning af fem kapitalfonde – 382 kroner pr. TDC-aktie, svarende til en merpris på 40 procent i forhold til aktiekursen før artiklen i The Wall Street Journal.

Efter et dramatisk forløb solgte de fleste aktionærer. Kun ATP blev tilbage, da pensionskassen stadig mente, at prisen ikke var tilstrækkelig.

Men fondene havde nu kontrollen. De trak 43,5 milliarder kroner ud af TDC for at finansiere handlen til samlet 97 milliarder kroner. Samtidig solgte fondene de mange udenlandske teleselskaber fra, og handlen viste sig siden lukrativ for dem.

Dyremose var imod handlen og afviser at være bagmanden, som det fra nogle sider er blevet fremstillet. Han mener, at det var en stor fejl at skabe forudsætningerne for, at TDC kunne blive delt i mindre bidder.

»Jeg synes, at TDC ud fra en dansk betragtning skulle have været holdt samlet. Man kan spørge om Novo Nordisk eller A.P. Møller skulle deles i små bidder? Nej, for er vi ikke netop stolte af, at vi har de to virksomheder. På samme måde var vi i TDC ved at opbygge en meget stor europæisk spiller,« siger Henning Dyremose.

En lille dansk spiller

Han påpeger, at TDC er faldet fra at være Danmarks femtestørste virksomhed til ikke længere at være blandt de 50 største herhjemme.

»I stedet for at være en europæisk vækstvirksomhed, som skabte indtjening og arbejdspladser, er det blevet en lille dansk spiller, og det synes jeg rent ud sagt var en sørgelige udvikling,« siger Dyremose.

Hvorfor er det vigtigt, at TDC er stor?

»Den væsentlige problemstilling er, at vi dengang investerede en væsentlig del af infrastrukturen, og det betød, at Danmark blev et digitalt foregangsland. Det er svært at se, hvordan det skal blive fastholdt. Nu kan vi kun håbe på de almindelige markedskræfter, der sikrer, at der kommer de nødvendige investeringer,« siger Dyremose.

Hvem mener du har ansvaret?

»Det er Thorleif Krarup, der kommer uden om direktionen og foreslår det til bestyrelsen. Det er formentlig inspireret af ATP, hvis man læser den offentlige debat fra dengang. Her stod det klart, at ATP var imod aktier med forskellige stemmeklasser,« siger Dyremose.

Nyrup og Lykketoft

I ATP peger han på administrerende direktør Lars Rohde som manden, der ønskede at fjerne værnet. Men han mener også, at den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og forhenværende finansminister Mogens Lykketoft bør klandres.

»Det var decideret fejl, at det værn blev fjernet, og det er bestyrelsens ansvar. Men det er i virkeligheden også Lykketoft og Nyrups ansvar, fordi det var dem, som privatiserede TDC, og ikke fik lavet en vedtægt om, at værnet mod overtagelse var evigt,« siger Dyremose.

Han er heller ikke tilfreds med de kapitalfonde, der i 2005 overtog TDC. Ifølge Dyremose gav de et helt andet indtryk af deres planer end det, som senere endte med at blive realiteten.

»De første slemme tegn var, at de udlodder et ekstraordinært udbytte på 43,5 milliarder kroner, hvoraf de får de 38,5 milliarder kroner. På den måde bliver det i virkeligheden TDC og selskabets indtjening, som de bruger til at finansiere deres køb for,« siger Henning Dyremose.

Men det gør kapitalfondene jo altid, når de køber en virksomhed?

»Nej, det havde de ikke gjort så meget på det tidspunkt. Men det var jo derfor, vi skulle have beholdt værnet, og det advarede jeg også om.«

Men det var vel kun et problem, fordi aktiekursen i TDC var for lav og ikke afspejlede de værdier, som fondene kunne regne sig frem til?

»Aktiekursen bestemmer vi ikke, men bliver bestemt af markedet. Man kan selv bestemme et værn, men ikke aktiekursen.«

Når man taler med folk i dag, siger de, at der manglede synergier mellem de mange opkøb, som I havde foretaget rundt om i Europa, og at selskaberne var mere værdifulde alene. Hvad mener du om det?

»Det er jeg uenig i. Man kan markedsføre en række services, aps og systemer, som du udvikler i det ene land og flytter til andre lande. Det kan man gøre med kæmpestor fordel.«

Man solgte siden de udenlandske forretninger. Havde du fået indtryk af, at det var planen?

»Nej, tværtimod. De sagde igen og igen, at de ville fortsætte med den nuværende ledelse og den strategi, som var der i forvejen. Men jeg var i tvivl, fordi de havde et ry for at splitte tingene op, og det var derfor, jeg betingede mig en faldskærm, så jeg selv kunne sige op med samme betingelser, som hvis jeg blev fyret.«

Guldmose

Dyremose henviser til den sum på op mod 100 millioner kroner, som han modtog, i forbindelse med at han siden stoppede i TDC. Det var et beløb, som fik Ekstra Bladet til at døbe TDC-chefen »Guldmose«.

Forløbet efter kapitalfondenes overtagelse har generelt været besynderligt set udefra, især hvis Dyremose faktisk var utilfreds med fondenes arbejde i TDC. For han valgte siden at træde ind som bestyrelsesformand.

Men det var også en beslutning, som han ikke skulle have truffet, siger han i dag.

»Jeg fortryder, at jeg blev formand for TDC, og at jeg ikke gik hurtigere af, da jeg var blevet det.«

Dyremose var formand fra 2007 til 2008. Han forklarer, at han ikke stoppede tidligere, fordi han mente, det var mest korrekt at vente til næste generalforsamling.

»Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg skulle hverken have været blevet formand, og derefter skulle jeg have været gået i utide. Jeg følte, at fondene misbrugte mit navn,« siger Dyremose.

Henning Dyremose, der i dag er blevet 79 år, blev siden formand for interesseorganisationen DI.

I dag er han pensioneret og kan på sidelinjen følge med i, hvad australske Macquarie – som i udenlandske medier er døbt »vampyrkænguruen på grund af sin til tider brutale fremfærd – vil gøre ved TDC.

Ved første øjekast snyder tallene for danskernes handel med boliger i april.

De falder nemlig.

Men i realiteten er der fuld fart på boligmarkedet, og der er sket en stigning i handlen med boliger.

Det viser sig, når tallene fra mæglernes fælles portal, Boligsiden, renses for sæsonudsving og sammenlignes med april i fjor.

Korrigeret for sæsonudsving er der på landsplan solgt en lille smule flere huse og markant flere lejligheder, 4,7 procent, end i den foregående måned.

Det konkluderer chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit – selvom tallene ved første øjekast viser et fald.

Men årsagen er klar:

»Danskerne elsker at holde ferie, og vi vil hellere bruge den på familiehygge og afslapning end på at kigge efter ny bolig. Så uanset hvilken uge, påsken er placeret i, oplever vi normalt en lavere aktivitet på boligmarkedet,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Som varmt brød

Cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank sammenligner aprils bolighandler med april i 2024 – og det er gået markant fremad.

Der blev omsat i alt 7.516 boliger i april, og det er ni procent flere end i april i fjor.

I årets første fire måneder er det gået endnu mere fremad med en stigning på 19 procent i antal handlede boliger i forhold til samme periode i 2024.

Især lejligheder skifter ejer med en stigning på landsplan på 22 procent i omsætningen i april i forhold til for et år siden.

Tallet er seks procent for huse og fire procent for sommerhuse sammenlignet med for et år siden.

»Boligerne går stort set, som varmt brød går hos bageren,« siger han og påpeger, at handelsaktiviteten også i et historisk lys ligger højt.

Og der ligger gode forklaringer bag, mener han.

Arbejdsmarkedet er i topform med rekordhøj beskæftigelse og pæne lønstigninger for mange danskere.

Samtidig er renterne på et lavere niveau end i de foregående år.

»Det skaber bare et solidt fundament for, at en hel del danskere jagter den næste drømmebolig i livet,« siger Jeppe Juul Borre.

Priser fortsætter med at stige

Den høje handelsaktivitet afspejler sig i priserne. De fortsatte med at stige i april, så huspriserne nu er seks procent højere i forhold til for et år siden, mens lejlighedspriserne er 11 procent højere og priserne på sommerhuse fire procent højere end for et år siden.

Jeppe Juul Borre ser ikke tegn på, at det bremser op, fordi den generelle økonomi har det godt – trods usikkerhed i verden.

»Beskæftigelsen stiger, renterne er kommet lidt ned, og der er udsigt til fortsat fornyet købekraft hos danskerne.«

Han forventer prisstigninger på fire procent på huse og seks procent på lejligheder i år.

Det danske boligmarked lader sig ikke påvirke så nemt af uro og usikkerhed ude omkring i verden.

Selv om april bød på store bølgeskvulp på aktiemarkederne som følge af de løbende meldinger fra præsident Trump om told og handelskrig, så kan det ikke ses på handelstallene for danske boliger i samme måned.

Ifølge tal fra Boligsiden blev der hele 7516 gange indgået aftale mellem en køber og en sælger af en bolig.

I rå tal er der tale om et lille fald i forhold til måneden før, men når man korrigerer for sæson, er der tale om fremgang.

Det kommer ikke helt bag på Svend Greniman Andersen, der er seniorøkonom i Nykredit, at frygten for en handelskrig ikke umiddelbart ser ud til at kunne aflæses i tallene.

- Boligmarkedet er ret robust. Psykologisk kunne der godt være boligkøbere, der godt lige ville vente tiden af og se, hvordan det hele lander. Omvendt kunne der også være sælgere, som fik ekstra travlt med at komme af med deres boliger i en fart.

- Men når vi ser på de prisafslag, der er givet, og de priser, boligerne er handlet til, så ser vi ingen tegn på panik, siger han i en kommentar til tallene.

Han hæfter sig også ved, at de lange renter har været nogenlunde stabile i perioden og derfor heller ikke har været årsag til væsentlige bevægelser i markedet.

Svend Greniman Andersen konstaterer derudover også, at de største prisstigninger findes i det jyske.

- Det sker, efter at vi så store prisstigninger i Hovedstadsområdet igennem 2023 og det meste af 2024. I anden halvdel af 2024 kom det øvrige Sjælland også med, og nu ser turen så ud til at være kommet til Fyn og Jylland.

- Det er ret typisk, at prisstigninger begynder i København og breder sig som ringe i vandet de kommende måneder og år, siger han.

Nykredit forventer stigende boligpriser både i 2025, 2026 og 2027.

Det kræver, at dansk økonomi vokser et par procent om året og ikke går i recession.

- Vi er i en situation, hvor antallet af beskæftigede fortsat stiger, og hvor lønningerne også stiger. Det er to vigtige faktorer, når det handle rom prisdannelsen på boliger, siger seniorøkonomen./ritzau/

Den ene kræver ikke så meget introduktion. Hun er bare Margrethe Vestager.

Den anden tilhører den kategori af mennesker, der er svære at introducere kortfattet, for der er ikke så lidt, man har lyst til at fremhæve.

På Berlingskes årlige liste over landets 100 største erhvervstalenter rager 35-årige Maria Danø Hoffmann op over mængden med et cv til den slagkraftige side.

Egentlig har hun en ph.d. i kvantefysik. I dag er hun partner i venturefonden PSV Hafnium, der investerer i små, nystartede deeptech-virksomheder. Vejen derhen er asfalteret med stillinger i CERN, BCG og flere lederstillinger i Ørsteds innovationsteam. Og så har hun været indstillet til den europæiske astronautuddannelse.

Med andre ord: Det tilkommer ikke hvem som helst at være karrieremæssig ledestjerne for dette hyperambitiøse stortalent.

Og adspurgt hvem Hoffmann i en karrieremæssig forstand ser op til, plukker hun da også et navn fra en af samfundets øvre hylder: ekskommissær og nuværende DTU-bestyrelsesformand, Margrethe Vestager.

»Hendes resultater er selvforklarende, men det, der gør hende til et særligt fremtrædende forbillede for mig, er hendes menneskelige fremtoning. For mig står hun for ordentlighed og empati. Og at kombinere dét med at være karrieremenneske kan åbenlyst være udfordrende for mange,« fortæller Maria Danø Hoffmann.

Vi har fået manøvreret os ind i et af få hulrum i Hoffmann og Vestagers kalendere og forenet talentet og hendes idol til en åbenhjertig karrierepassiar.

Vestagers forkortelsesforagt

Margrethe Vestager er en form for vært for dagens selskab, men kommer ganske meget for sent.

»Det er nok mit største karrieremæssige forbedringspunkt,« siger hun, »det der med at komme til tiden. Jeg er håbløs tidsoptimist.«

Vi har indfundet os i DTUs innovationscentral Skylab, og det er her, på Danmarks Tekniske Universitet, at Margrethe Vestager siden årsskiftet har været bestyrelsesformand, efter hendes to perioder som kommissær i Europa-Kommissionen udrandt.

Det er også her, Hoffmann har slået sine folder i krydsfeltet mellem forskning og iværksætteri, og som Vestagers silhuet glider ind i lokalet med velkendt autoritet, sidder det unge talent klar til at lade sig rådgive.

»Noget, jeg har døjet meget med i min karriere,« begynder hun, »er den der følelse af, at jeg ikke er god nok, og at de andre nok finder ud af det lige om lidt. Imposter syndrome, som det hedder. Der er jeg lidt nysgerrig på, Margrethe, om det er noget, du har oplevet?«

Der er lagt i op til et »ja«, og så leverer hun et »nej«

»Det er ikke noget, jeg har oplevet så stærkt. Jeg synes godt, man kan have en bevidsthed om, at man ikke er den klogeste i rummet, uden at være bange for at blive afsløret i ikke at kunne det, man rent faktisk kan. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg i mit arbejdsliv som regel har haft et overordnet, koordinerende ansvar.«

Det fører Margrethe Vestager til en pointe, hun leverer med opildnet attitude. For at hvile i ens egne kompetencer er det er helt afgørende at turde stille dumme spørgsmål og krav til dem, der ved mere end én selv, siger hun:

»Jeg kan ikke fordrage forkortelser. De skaber distance og afstand. Til gengæld har jeg brug for briefinger, man kan forstå og læse hurtigt. Kommunikationen skal passe til min faglighed – ikke til en forestilling om min faglighed.«

Man fornemmer måske, at hun i sit nye job er kommet i menneskehænder blandt kvantefysikere og biokemikere på DTU.

»DTU? Det er barnemad i forhold til Kommissionen.«

En eksotisk ansættelse

End ikke den mest fantasifulde UU-vejleder ville have kunnet fremskrive Maria Danø Hoffmanns karriereforløb.

I konsulenthuset BCG var den unge kvantefysiker blandt de nystrøgne skjorter det, de med sproglig friskhed kalder en »eksotisk ansættelse«, og Hoffmanns evne til at bevæge sig rundt i erhvervslivets profitable afkroge må tjene som en inspiration for mange unge med jobeksistentielle overvejelser.

Men karriereplanlægning har der ikke været meget af.

»Jeg har da aldrig haft et mål om at blive partner i en venturefond. Jeg søgte væk fra forskerverdenen, fordi jeg havde et behov for bruge min teoretiske viden i det virkelige liv. Og den grønne omstilling har altid været en drivkraft for mig, for jeg led af meget svær klimaangst. Men derfra har jeg tilladt mig selv at være nysgerrig og turdet skifte spor undervejs,« siger hun, og den erfarne idolskikkelse til højre for hende stemmer i:

»Det der med at lægge en plan og følge den slavisk … risikoen er jo, at endemålet viser sig at være et kedeligt sted. Det ville være lidt ærgerligt med alle de afsavn, man har lidt undervejs, ikke?« spørger Vestager uden rigtig at spørge.

Rådet til enhver lejlighed

Vestager har sit på det tørre, og det har Hoffmann jo sådan set også.

Margrethe Vestager har endda – ved siden af sine DTU-forpligtelser – takket ja til et år som fellow på University of Oxford, og her er en af arbejdsbeskrivelserne, at hun skal agere mentor for de studerende på verdens næstældste universitet.

Og når de unge mennesker så kommer til hende, fortvivlede og stressede, giver hun det råd, hun selv ville have ønsket, nogen havde givet hende for 20 år siden:

»Man skal spørge sig selv, når man planlægger sit liv: Ville du glæde dig til det, hvis det var i morgen?«

Hun lader denne tilsyneladende visdom svæve lidt i lokalet.

»De fleste af os har en tilbøjelighed, når vi får en invitation til noget, til at sige: ‘Jamen, det er jo først i oktober, så det kan jeg godt.’ Men det er ikke en god beslutning. Man skal derimod prioritere ting, man ville glæde sig til at skulle, hvis det foregik i morgen. Det er en superregel.«

Hvad gjorde du selv som ung politiker, der ikke var i overensstemmelse med den regel?

»Jeg har godt nok været på mange biblioteker og kulturhuse til debatter og foredrag, og jeg har kørt så meget med DSB, at man tror, det er løgn. Og det er også vigtigt at gøre ting for andre, men jeg kunne have haft godt af at prioritere mine egne interesser lidt mere og reflektere over: Hvad får jeg egentlig ud af det her?«

Ingen spørger om dine karakterer

I forbindelse med årets Talent 100-kåring har vi stillet alle 100 talenter foran en række af tidens mest fremtrædende arbejdslivsdilemmaer.

Et af dem adresserer en påstand, der runger på gangene på alle landets universiteter: at det er mere gavnligt for karrieren at prioritere studiejobbet, end det er at deltage i undervisningen.

Det er 46 procent af talenterne enig eller meget enig i, og Maria Danø Hoffmann tilhører dem, der rådgiver stræbsomme unge til at få jord under neglene:

»Jeg kommer jo fra en ret teknisk disciplin, hvor man bare er nødt til at lægge nogle timer i at få de helt basale færdigheder på plads. Men ofte siver ens teoretiske viden først rigtigt ind, når man får lov at bruge det i virkeligheden,« siger hun.

Kan man virkelig også få bestyrelsesformanden på en uddannelsesinstitution til at anerkende, at karrieren bør plejes uden for universitetets vægge?

»Jeg vil sige: Medmindre det virkelig står skidt til, så er der ikke rigtig nogen, der spørger, hvordan dine karakterer ser ud. At klare det godt, det er godt. Men jeg er selv en af dem, der sætter pris på de ting, man har engageret sig i,« siger Margrethe Vestager og fremhæver studenterpolitik, studenterkonferencer og anden frivillighed som eksempler.

»Altså: Hvad har man gjort i sin studietid? Læser man skønlitteratur? Går man til boksning? Er man besøgsven? Et cv skal jo vise et liv. Ikke en tjekliste.«

Tror du ikke, de fleste advokatkontorer for eksempel vil sige: »Det er fint nok med det der skønlitteratur. Vis os dit karakterblad«?

»Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tror faktisk, at selv advokatkontorerne er ved at blive ramt af, at verden er moderne. Og at også de unge mennesker, der gerne vil være partnere en dag, leder efter mening.«

Men så afrunder DTUs bestyrelsesformand med en besindelse:

»Don’t get me wrong: Hvis man vil bygge broer, skal man jo vide, hvordan man får bropillerne til at holde. Der er ting, man bare skal vide.«

Ved siden af hende sidder den unge kvantefysiker og kigger på sit idol, mens hun nikker ivrigt.